logo

Grønlandsk pagaj

Fordele ved den traditionelle Grønlandsk pagaj:

Grønlandske traditionelle pagajer, GP, føles intuitive at bruge. Er i modsætning til de konventionelle moderne pagajer ikke skivede. I sagens natur, da de er skåret af et stykke træ. Dette gør GP til en ideel pagaj når man laver kajakrul eller er på havet med større bølger og man ikke skal tænke på pagajbladets orientering og vinkel i forhold til vandoverfladen. Man vil intuitivt nemmere placere bladet i det optimale støttetag med en GP.

GP giver mindre belastning for led, sener og muskler. Det lettere fleksible blad på GP og det smallere blad er med til at mindske det kontante ”hug” i vandet som f.eks. wing pagajer giver. Man ser ofte kajakroere ro med aggressive pagajer som griber hårdt i vandet, med risici for de belastningsskader som kan opstå efter en lang vintersæson hvor man tror at det er muligt at fortsætte træningen som man slap i oktober måned for at fortsætte i påskeferien når solen begynder at lokke til vandet igen. Skader som seneskedehindebetændelse, ”golfalbue”, ”tennisalbue” osv. er jeg tit stødt på i kajakklubber i Danmark.

En pagaj af træ er mere behagelig at holde på end en af glasfiber, kulfiber eller andet syntetisk materiale. Har i øvrigt aldrig fået vabler af at ro med en GP af træ.

Pagajer bliver trods de bedste intentioner tit brugt til at skubbe fra stranden med, hvile med det ene blad på måske en flydebro og det andet hen over bagdækket umiddelbart bag cockpittet ved entring fra land og samme procedure når man skal ud af kajakken. Skubbe fra moler eller lign. Alle disse uautoriserede anvendelser slider og giver skader på pagajen. De kan forholdsvis nemt repareres i modsætning til pagajer af kulfiber, glasfiber eller plast.

Er ved kajakture i blæst, som ikke er sjældent i Danmark, ikke så modtagelige for påvirkning fra vindens tryk som de konventionelle, moderne udgaver pga. GP-bladets smallere konstruktion.

NOTE! This site uses cookies and similar technologies.

If you not change browser settings, you agree to it. Learn more

I understand